Denne annonce skabte begejstring i dag ved frokostbordet, da mere eller mindre ALLE forsøgte sig med at følge på Facebook og Twitter. Der blev klikket og klikket, men lige meget hjalp det. En social event, kan man sige – men nok ikke på den måde det var tiltænkt…
Gode venner, god kaffe, hjemlig hygge omkring spisebordet på en mørk hverdagsaften i januar. Lige indtil jeg bliver gjort opmærksom på, hvor ignorant jeg har været overfor udviklingen af bandet Sigur Rós, som ellers er blandt favoritterne på “cd-hylden” (læs iTunes). Vi taler over en iPad, vi snakker om rejser og billeder og kommer til at snakke om Island. Jeg viser mine billeder derfra, som jeg har liggende på min hjemmeside. De skal derop snart. De glæder sig. Det er forståeligt, for det er et helt fantastisk sted, hvis du spørger mig (det er så fuldstændig unødvendigt nu). Tilbage til det som indlægget drejer sig om: Sigur Rós: Pludselig siger en af mine venner: “Du har da set Heima, ikk’?” Det var her hyggen blev erstattet af en blanding mellem uvidenhed og fortabelse over, at der helt sikkert refereres til noget som jeg BURDE have set for længe siden. Heldigvis kommer de mig straks til undsætning, og hiver dvd’en ned fra hylden. “Den skal du se. Det er den bedste musik kombineret med de smukkeste billeder fra Island – uofficielt omtalt som den bedste turistvideo der nogensinde er lavet for Island.” lyder anbefalingen. Jeg takker og bukker, og stikker skiven i jakkelommen da jeg tager hjem.
Nu er det blevet tirsdag. En ny uge er begyndt, men det er stadig januar og mørkt udenfor. Og hvilken lejlighed er bedre til at smide en små-melankolsk dvd i playeren, lytte til drømmende musik og samtidig lade øjnene nyde billederne fra det smukke land. Ingen! Filmen lever fuldt op til forventningerne. Og er du vild med Island eller islandsk musik, er den absolut et kig værd. Gider du ikke islandsk musik men vil gerne se billeder af landet, så klik ind og se mine billeder fra stedet her. Der findes muligvis smukkere billeder i filmen, men som alternativ, giver mine billeder et noget mere præcist billede af stedet, i forhold til hvis du googler island og klikker på billeder ;o) Dvd’en kan købes her.
Kære læser – hvor end du er. Rigtig godt nytår! Jeg vil ikke kaste mig ud i den store nytårskur og begræde krisetider og andet pjank. Nej, i stedet vil jeg bringe dette fantastiske objekt, som mange børn måske er faldet over nytårsaften, efter at have dekoreret mors og fars buske i haven og emballeret det tvivlsomme fuglehus med lokumspapir. Ja, det er her balladen for alvor starter. Jeg kan ikke tænke mig andet, end at en sådan rulle i kummen sammen med, hvad man nu ellers lige har ploppet i hullet, KUN kan være opskriften på en lang aften med slidmærker på buksernes knæ, udslet fra gummihandskerne og en rigtig grim lugt i næsen. Jeg turde ALDRIG følge rullens anvisninger!
Konservesdåsen med uret gjorde det ud for at være den mest kreative emballageløsning under dette års juletræ!
Fik lige en hilsen fra min gamle arbejdsplads. Det viser sig at de har indstillet den kampagne imod hadforbrydelser, (som du kan se her) som jeg i sin tid var med til at udvikle, til IAA PRISEN 2011 i kategorien “Lokalkampagner”. Kampagnen fik hædrende omtale – ikke mindst på grund af det kreative:
Hædrende omtale lokal kampagne: Blå øjne
Politi, Institut for Menneskerettigheder og Københavns Kommune er gået sammen om kampagnen Blå øjne, der skal oplyse borgerne om hadforbrydelser og få ofre, vidner og pårørende til at anmelde hadforbrydelser til Politiet.
Der er en usædvanlig stærk, flot og meget kreativ kampagne, der er udarbejdet af RAFFINADERIET.
Kampagnen tager kreativt og sofistikeret udgangspunkt i dobbelttydigheden i ”Blå øjne” – både visuelt og sprogligt. Ansigter med forslåede blå bokseøjne vises med overskrifterne ”Er du til bøsser med blå øjne?” og ”Synes du at sorte skal have blå øjne?”.
Den drama-dokumentariske stil vække opsigt og skabe ubehag på ofrenes vegne. Den appellerer stærkt til vores grundlæggende retfærdighedssans, og øge lysten hos beskuerne til at til at anmelde hadforbrydelser.
Der er brugt et meget stort budget for en lokalkampagne, og det afspejles tydeligt i den sublime kreative eksekvering. Med så stort et budget har dommerpanelet dog savnet en grundig effektmåling af kampagnen.
Lidt stolt kan man da godt tillade sig at være
Får vi mon nogensinde de “gode gamle dage” tilbage? Den gang hvor det var så koldt om vinteren, at sengebetrækket gav koldbrand, den gang hvor rigtige mænd var sømænd, bøsser var noget man skød gråspurve med og reklame, var noget som blev lavet af “the mad men” i New York!? Ærligt talt, så har jeg det fint med de lidt mindre farverige årstider og det lidt mere farverige syn på seksualitet. Men de der mad men, som opererede i reklamebranchen i 50′erne, de havde sgu den stilede design-pen på tegneblokken. Arrrh, reklame er nedenstående eksempel vel ikke direkte, men reklamerne den gang, var jo præget af illustrationer. Og disse pragteksemplarer fra Fortune Magazine, som jeg lige faldt over, bare var nødt til at vise her. Tænk at vores nymodens Google kan fremtrylle grafiske retro-perler som disse:
Man kan sige at der er langt imellem snapsene, når jeg ved et tilfælde finder noget grafisk design som rammer mig i hjertet i en grad som ovennævnte. Vi taler 1950′erne! Men så bare to måneder senere, finder jeg Albert Exergion, som jeg synes har samme enkelhed over sin grafiske stil – samme elegance. Dette er bare lavet i 2010 og er et uddrag af, hvad han har valgt at kalde Iconic TV Poster series. Jeg synes de er ganske smukke!
Netværk bliver mere og mere dominerende i forretningslivet. Nogle gange er det godt, andre gange får folk tildelt jobs uden at være de mest kvalificerede, men fordi de havde det mest kvalificerede netværk. Der er altså intet der er så godt, at det ikke er skidt for noget, eller!?
Men nu hvor det er blevet så legitimt, vil jeg her gøre lidt reklame for en god ven som lever af at fotografere. Ikke fordi han er min ven, men fordi han virkelig er værd at reklamere for! Skal du have umulige scenarier gjort mulige, er han manden man ringer til (og jeg tror nedenstående billede af L.O.C. taler for sig selv). Alt kan lade sig gøre, når man arbejder med en af de bedste.
Er du ivrig læser af Euroman, har du ofte set hans billeder. Blod og ild er et godt clue… Men det er ikke kun i Euroman han får tingene til at ske. Hans prisvindende kampagnebilleder for Politiken Plus er uden flammer og blod, men alligevel værd at tjekke ud. Det samme er hans mere business-relaterede billeder af tung industri, for virksomheder som FL Smidth. Jes Larsen, som fotografen hedder, har territorium på Refshaleøen i København. Tjek ham ud på territorium.dk.
Det ligner en Banksy, men rygtet siger at han ikke skriver på andet end engelsk i sin street art. Men er det ham? Har han fået hjælp fra en dansk kyndig eller Google Translate? Eller er det en dansk street artist som har lavet en hyldest til Banksy på Kolding Banegård? Fin er den jo!
Jeg fik denne på mail her til morgen. Jeg ved ikke hvem forfatteren og tegneren er, men det er helt sikkert en som har et godt indblik i den verden jeg befinder mig i. Kunne sgu ikke lade være med at trække på smilebåndet. Nu får du chancen for at smile også 
Mange gadekunstnere (blandt unge tunger kaldt: Street artists) prøver ofte at kaste lys over forskellige budskaber, som de ønsker at sætte på dagsordenen. Det kan være vold, politik, fattigdom, etc. Flere steder har jeg bemærket en form for trend, hvor man udvælger særlige placeringer af sin kunst, så den for alvor træder i karakter i bybilledet – altså spiller sammen med omgivelserne. Om det er et tilfælde at denne stencil i Kolding er placeret hvor den er, eller om det bare er MIG der kan se, at kvinden kaster lampen, ved jeg ikke. Men jeg finder placeringen ganske genial.