Collager

Lige så meget som man kan elske at hade Getty for deres amerikaniserede stock-billeder, må man til gengæld elske dem for at have åbnet op for gratis brug af deres billeder i ikke-kommerciel sammenhæng – så længe de er krediteret. Det er de så hermed! For selv kommercielle billeder kan få nyt liv, når der bliver udfordret, leget med og blandet med andre elementer. Det kaldes “collage” – og da det hele fungerer på computeren og ikke har noget med udklip fra magasiner at gøre, kunne man fristes til at kalde det “digital collager”. Uanset hvad handler det om komposition, stoflighed og storytelling. Det er for mig en forholdsvis ny disciplin – men jeg håber ikke det ses så tydeligt.

Layout illustrationer

Når et layout skal sælges til en kunde, er det vigtigt at give indtryk af, at det er et unikt produkt, man sælger dem. Mange layouter med stock-billeder, men det er sjældent med til at styrke følelsen af “unik”. Det gør tegninger til gengæld! Og da jeg ikke er af den gamle skole, der kan håndtere markertuschen, har jeg fundet min vej med musen gennem Illustrator. Det er en tidskrævende proces – men den betaler sig ofte, når der skal gøres indtryk på nye og potentielle kunder.

Grafik

Dette er et eksempel på stilrene illustrationer brugt i et oplæg. Det var ment som “den alternative vinkel” og blev fravalgt. Men jeg er vild med den stramhed der er i illustrationerne og viser dem derfor her i deres reneste form.